Hyggechauvinisme er so last year!

Ligesom man gør til nytår, er den 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, ofte den dag på året, hvor man som feminist tænker over året, der er gået, og spekulerer over, hvilke forsætter man vil have med sig ind i det nye ligestillingsår. Hverdagssexisme er et af de temaer, der har været oppe og vende i ligestillingsdebatten, og man skulle tro, at den aldrig gik af mode, men med lidt sund fornuft, tror jeg egentlig nok, vi kan komme den til livs.

AF TINE FRIIS KELSTRUP
ILLUSTRATION AF MICHAEL SCHIØLER TINGSGÅRD
MARTS, 2014

Mon ikke det er rimeligt at slå fast, at der ikke bliver ligestilling hverken i Danmark eller resten af verden, blot fordi flere anti-feministiske røster (uden navns nævnelse) ynder at postulere, at feminismen og kvindekampen har sejret sig selv ihjel? Mange klamrer sig stadig desperat og krampagtigt til fortidens kønsstereotyper som eneste referanceramme for status-quo og nægter at give plads til mennesket med dets særegne og individuelle personlighed.

Når det er sagt, skal det understreges, at der er sket en masse på ligestillingsområdet. Noget af det, der endelig er blevet taget fat i, er hverdagssexismen. Hverdagssexismen eller ”hyggesexismen”, som jeg vil tillade mig at kalde den, har været noget af en undselig fætter. Det har været den form for sexisme, som ingen rigtig lagde mærke til, fordi ”sådan var vilkårene bare”, og hvis man blev irritabel over den, røg man i snerpetkassen og ”nu skal det hele jo ikke gå op i sure feminister”-kategorien.

Snerpede kvinder og dårlige jokes

Af samme årsag er jeg blevet lidt metaltræt. Jeg er selv opvokset i 80’erne, og jeg tror uden at prale, at jeg kan sige, at jeg har hørt samtlige vittigheder, der findes om kvinder. Bevares, der dukker stadig nye op, men indholdet er det samme, og de bliver mindre og mindre morsomme i takt med gentagelserne. Og nej, det er faktisk ikke, fordi jeg er snerpet, når jeg ikke har grinet højt nok af folks kønsdiskriminerende jokes. Jeg er bare træt. Jeg er slidt og træt af den evindelige kønsplade, der er gået i hak. Faktisk minder kønsdiskriminerende vittigheder lidt om den der Jodle Birge-lp, som man flere gange i arrigskab har kylet ud af vinduet, men der er altid en eller anden fætter nederen, der finder den i pladesamlingen til festerne og insisterende sætter den på.

Jeg tror ikke, at moderne kvinder er specielt sure eller snerpede. Jeg tror bare, at de er lige så trætte som jeg af at høre den samme joke igen og igen. Og igen.

De opslidende jokes er ikke den eneste plade, der kører på repeat. Inden for det sidste år har jeg i min helt almindelige dagligdags hverdag hørt på den samme ureflekterede svada om, at kvinder ingen humor har, at kvinder ikke tager skade af et klap i måsen, at mænd skal have lov til at komplimentere kvinder, som det passer dem, at kvinder sørme både vil have ligestilling, og at manden holder døren for dem, og – prikken over i’et – at kønskvoter jo ikke automatisk genererer flere talentfulde kvinder. Det er uoplyst, ukonstruktivt og virkelig trættende. Og så er det hyggechauvinismen i en nøddeskal!

hygge

Det er tid til sund fornuft

Lige så ukonstruktivt er det selvsagt at reagere med vrede og irritation, selv om det er de første følelser, der melder sig, hvis man bliver udsat for hyggechauvinisme. I virkeligheden er en stor del af ligestillingsdebatten jo drevet af sund fornuft og logik. Jeg mener, hvorfor klappe en kvinde i måsen, hvis hun ikke vil have det? Det er da langt federe at gøre noget ved en kvinde, som hun synes er rart, og det tror jeg, de fleste, der har haft held med den slags, kan skrive under på. Og hvorfor ikke holde døren for alle som et led i almindelig høflighed frem for at smække den i hovedet på folk? Hvorfor i det hele taget ikke gøre sig lige det ekstra umage med at tage hensyn og opføre sig høfligt og respektfuldt over for andre mennesker – og dermed også kvinder?

Skal vi ikke alle sammen bare være venner?

Det lyder muligvis naivt, men jeg tror oprigtig talt på, at en ændring i kommunikationsformen og et øget fokus på pli og høflighed over for alle køn vil kunne gøre en verden til forskel. Det er jo langt rarere at behandle andre mennesker godt end at behandle dem dårligt. Den evindelige skyttegravskrig i kønsdebatten har bare fået trukket linjerne så skarpt op, at det har skabt frustration og mistro på begge sider frem for forståelse og respekt. Jeg oplever derfor ofte at blive mødt med vrede og frustration, når jeg taler om feminisme og ligestilling. Det er lidt en af de samtaler, jeg undgår, ligesom man gerne undgår at tale religion eller politik med nogle mennesker. Men i virkeligheden tror jeg, at kønnene langt hen ad vejen vil det samme.

Udfordringen ligger i at skulle pudse brillerne på ny og få et andet udsyn – eller tage helt nye briller på. Det handler om at skifte rille – eller hvad med at skifte hele pladen? Jeg tror ikke, at vi er så deprimerende langt fra mål, når det handler om køn, ligestilling og hverdagschauvinisme. For begge køn handler det om at turde gøre op med de stereotype forventninger til det andet og ens eget køn. Foråret er på vej, og både de mandlige og de kvindelige feminister springer ud med ord som ”queer” og ”hen” på læben.

Der er nye strømninger på vej, og derfor nærer jeg håb om og tror personligt, at Kvindernes Internationale Kampdag i 2014 bliver en af de bedste, og jeg tror, at jeg vil tillade mig at være fortrøstningsfuld og også selv gå mere fordomsfri ind i det nye ligestillingsår.

Da den britiske Laura Bates begyndte at indsamle kvinders oplevelser med sexisme i 2012, fik hun ikke mindre end 1000 historier om kvinder, der oplevede ubehagelige tilnærmelser, frygt for at gå alene på gaden om aftenen, at blive behandlet nedværdigende på grund af deres køn og meget andet. Projektet blev kaldt for ”Everyday Sexism Projekt”. Den har nu også fået en ”søsterside” i Danmark.

http://danmark.everydaysexism.com
http://everydaysexism.tumblr.com/

Illustration: Michael Schiøler Tingsgård
Klummen har tidligere været bragt i Magasinet Danner.